Hovedvej er genåbnet efter ulykke med flere tilskadekomne
Læs eller genlæs TV MIDTVESTs liveblog.
Det var to yngre kvinder, der fredag eftermiddag var involveret i en alvorlig trafikulykke på rute 16 mellem Viborg og Holstebro.
Ulykken skete kort før klokken 15 på strækningen mellem Ravnstrup og Mønsted.
Der var tale om et sammenstød mellem to biler, og førerne af begge biler er kommet til skade. Den ene, en 20-årig kvinde, er sendt til behandling på sygehuset i Skejby med alvorlige skader. I den anden bil var en 19-årig kvinde, som er sendt til behandling på nærmeste sygehus. Politiet vurderer, at hun ikke er kommet alvorligt til skade.
Vejen var spærret i begge retninger men er genåbnet.
Herunder kan du genlæse vores liveblog:
Livebloggen lukker ned for nu
Livebloggen om trafikulykken på rute 16 lukker ned for nu.
Kommer der nye oplysninger, kan de naturligvis findes på tvmidtvest.dk.
Vejen er genåbnet
Rute 16 mellem Ravnstrup og Mønsted er nu fuldt genåbnet efter trafikulykken, som skete tidligere fredag eftermiddag.
Det oplyser Vejdirektoratet til TV MIDTVEST.
Der er umiddelbart ikke kø på stedet.
Flere detaljer om de tilskadekomne
Det er to yngre kvinder, der er kørt ind i hinanden ved trafikulykken på rute 16 mellem Viborg og Holstebro.
Det oplyser vagtchef Andreas Andersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Der er tale om en 20-årig kvinde, som er fløjet til sygehuset i Skejby. Hun er kommet alvorligt til skade.
Den anden implicerede er en 19-årig kvinde, som ikke har lige så alvorlige skader. Hun er kørt til nærmeste sygehus.
Flere oplysninger om de tilskadekomne har politiet ikke på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen.
Vej åbnes om kort tid
Midt- og Vestjyllands Politi forventer at genåbne rute 16 på ulykkesstedet om kort tid.
Det fortæller vagtchef Andreas Andersen.
- Vi skal lige have fjernet den sidste af de to implicerede biler, fortæller vagtchefen, der regner med, at vejen genåbnes i begge retninger i løbet af 10-20 minutter.