Det brænder hos fagforening

Opdatering

  • Opdatering klokken 17.32: Branden er nu slukket, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er udbrudt brand hos fagforeningen 3F i Birk Centerpark i Herning.

Brand & Redning Midtvest blev alarmeret klokken 15.54 og er nu på stedet.

- Branden er formentlig begyndt i tagkonstruktionen og har så bevæget sig ned i bygningen, fortæller indsatsleder Peter Kristensen.

Han fortæller også, at ingen medarbejdere er på arbejde i dag hos 3F. Så det var brandlarmen, som Brand & Redning Midtvest reagerede på.

- Sprinklerne gik i gang med det samme, og det er jo både godt og skidt, påpeger indsatslederen - og uddyber:

- Der er rigtigt meget vand i bygningen nu, så vi har skadesservice herude til at suge det vand. Men sprinklerne betød jo også, at flammerne hurtigt blev slået ned, pointerer Peter Kristensen.

Branden pågår dog stadig.

- Vi er i fuld gang med at slukke. Det er ikke sådan, at flammerne står op af taget, men vi er ved at brække taget op, beretter indsatslederen.

Han vurderer umiddelbart, at bygningen ender med at være røgskadet, men at branden ellers er under kontrol.