200 borgere får alligevel hjælp: Kommune har fundet løsning på hjemmepleje-konkurs

Hjælpsomme og omstillingsparate medarbejdere har gjort, at flere hundrede borgere i Skive Kommune nu alligevel får hjemmehjælp trods privat plejefirmas konkurs.

Salling Hjemmepleje konkurs
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Sidste uge gik Salling Hjemmepleje konkurs efter flere langtidssygemeldinger og højt sygefravær blandt nuværende og tidligere ansatte.

Men allerede nu har Skive Kommune været i kontakt med de 160 borgere, der fik praktisk hjælp fra firmaet, og de 60-70 borgere der fik hjælp til personlig pleje.

- Både ledere og medarbejdere har handlet hurtigt. Alle har gerne ville hjælpe, blandt andet ved at tage ekstra vagter henover påsken, og derfor har vi løst problemet hurtigt, siger Jan Bendix Jensen, der er chef for pleje og omsorg i Skive Kommune.

Alle de berørte borgere er blevet kontaktet – først via e-boks og efterfølgende telefonisk af hjemmeplejens planlæggere.

- Det kan være, at der kommer en smule forsinkelse, men alle skal nok få pleje – også hen over påsken, siger Jan Bendix Jensen.

Fire er gået konkurs siden 2013

Det er ikke første gang, en privat hjemmepleje går konkurs her i landsdelen. Foruden Salling Hjemmepleje er tre andre plejefirmaer gået konkurs siden 2013.

Cenz fra Viborg gik konkurs for mere end 10 år siden, 16. august 2013. Firmaet leverede hjemmehjælp til 253 borgere i Randers, Viborg og Silkeborg. Ved konkursen stod virksomheden med en regning på flere millioner kroner, og 14 medarbejdere havde i flere måneder ikke fået pension.

Knap fem år senere var det Spar 2 fra Herning, der gik konkurs 18. januar 2018. Virksomheden leverede hjælp til 77 borgere i Herning Kommune. Efter konkursen overtog kommunen opgaverne.

Og under en måned efter Spar 2s konkurs måtte Hjemmeplejen Limfjord i Roslev kaste håndklædet i ringen. Det skete 7. februar 2018. Skive Kommune opsagde kontrakten med virksomheden allerede i februar 2017, og ved konkursdatoen var virksomheden ikke længere i drift.