Politikreds oplever bølge af påskeindbrud

Lokalpolitiet i Silkeborg får to-tre anmeldelser om indbrud i døgnet for tiden.

Anholdt.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Hvis du har planer om at tage væk nogle dage i påsken, opfordrer politikommissær John Toft fra lokalpolitiet i Silkeborg til, at du får naboen til at holde øje med dit hjem så længe.

- Vi har haft lidt sporadiske indbrud rundt i hele kommunen den sidste uges tid. Tre på det sidste døgn og to til tre per døgn for tiden generelt, siger han.

Indbruddene er blandt andet sket i Silkeborg, Fårvang og Voel.

I nogle tilfælde har de lange fingre skaffet sig adgang ved at bryde vinduer op, andre steder er der blevet knust ruder eller brækket døre op. Fremgangsmåderne er forskellige, men noget går igen.

- Man udser sig huse, hvor folk er på ferie. Det er ikke i alle tilfælde, men det går igen, at det er hos folk, der er på ferie, siger John Toft.

- Og det er skide træls at komme hjem til.

Tyvene kommer typisk afsted med smykker og kontakter, og i et par af tilfældene er der også stjålet designermøbler. Da indbruddene er så forskellige og sker i vidt forskellige områder, har John Toft en ide om, hvad det er for en type tyv, der er på spil.

- Det er nok ikke den lokale ”Lars Listetyv”, siger han. 

- Jeg tror, det er nogen, der er gennemkørende, og som vælger Silkeborg lige for tiden.

Politiet samler spor og DNA, hver gang de er ude ved et indbrud. Det har dog ikke givet pote endnu, så de modtager gerne hjælp.

- Hvis noget bryder normalbilledet - så vær opmærksom. Tag registreringsnummeret og kontakt os, siger politikommissæren.

Du kan fange politiet på telefonnummer 114.