Efter biluheld og to dage væk: Hundehvalpen Pepsi er hjemme igen

Den fem måneder gamle dansk-svenske gårdhund Pepsi forsvandt, da bilen gik i stykker.

Det var Ejgil og Gurli Sørensens datter og barnebarn, der fandt Pepsi. De sidder med ham på billedet.
Det var Ejgil og Gurli Sørensens datter og barnebarn, der fandt Pepsi. De sidder med ham på billedet.
Foto: presse-nyt.nu / privatfoto
Opdatering

  • TV MIDTVEST var i kontakt med ejerne klokken 12.55, hvor de fortæller, at Pepsi stadig ikke er fundet.

    Gurli Sørensens mand Ejgil Sørensen fortæller, at deres datter holder derude, hvor nogen mener, den er blevet set. Men han har ikke fået besked om, at den er fundet.

  • Klokken 13.53 fortæller Ejgil Sørensen, at Pepsi er fundet og hjemme i god behold.

    Datteren fandt hunden i Bjergby, hvor nogen ifølge Eigil Sørensen havde fundet Pepsi og taget ham ind.

Tiden omkring selve uheldet er helt sort for Gurli Sørensen.

- Jeg aner ikke, hvorfor jeg har lavet det uheld. Jeg havde set, at den lastbil stod der. Og så pludselig skete der en hel masse. Jeg kan simpelthen ikke forklare det, siger hun.

Men hun husker, det første hun gjorde efter.

- Jeg kunne komme ud af bilen, så løb jeg om på den anden side for at se til Pepsi. Men der var han væk, siger hun.

Uheldet skete fredag omkring klokken 15. Gurli Sørensen og hunden Pepsi var de eneste i bilen, da hun kørte ind i en parkeret lastbil på en rasteplads.

Og selvom Pepsi sad i et hundesæde på passagersædet og var spændt med sikkerhedssele, er han ifølge Gurli Sørensen formentlig røget ud ad bilens vindue, da det blev smadret og airbagsene blev udløst.

- Jeg ville løbe efter ham, men jeg blev stoppet. Folk troede jo, at jeg havde slået mig mere, end jeg har, siger hun.

Gurli Sørensen slap med nogle små skrammer.

- Jeg er glad for, at jeg ikke havde andre passagerer med. Vi mangler bare hunden. Vi håber simpelthen, vi finder ham hurtigst muligt, siger hun.

Måske set i Haderup

Gurli Sørensen fortæller, at de har hørt fra en dame, der påstår at have set Pepsi i Haderup.

- Vi bor selv i Engesvang, så det er omkring 30 kilometer væk fra os, fortæller hun.

Og selvom de selv leder, håber de at folk vil holde øjne og øre åbne efter deres lille hund.

- Vi ved næsten ikke, hvad vi skal gøre, mere end at oplyse han er væk, siger hun.