Kort nyt

26. apr 2024 kl. 22:09

TTH-profiler: En kæmpe forløsning

Spillerne fra TTH Holstebro er naturligvis overlykkelige og lettede ovenpå fredag aftens sejr i Skive, som betyder, at TTH snupper endnu en sæson i ligaen.

- Det er vores job og noget, vi bruger mange timer på. Det der med ikke at lykkes har været sindssygt hårdt, så det er en kæmpe forløsning, siger Christoffer Cichosz.

Se kommentarer fra ham og holdkammeraten Nikolaj Enderleit i klippet herunder.

0:25
30 minutter siden

80 børn skal nødpasses efter brand i børnehus

Forældrene til de børn, der til daglig går i Børnehuset Sol O Mio i Frederiks, skal have gang i nødløsningerne, når ungerne skal passes mandag.

Natten til lørdag var der brand i børnehuset, der huser 13 vuggestuebørn og 67 børnehavebørn, og det betyder, at institutionen ikke kan bruges den næste tid. 

Det oplyser dagtilbudschef i Viborg Kommune, Trine Verner Jensen. 

- Vi forventer, at vi har en løsning klar fra på tirsdag for resten af denne uge. Og så forventer vi, at vi i løbet af ugen kan orientere om, hvad der skal ske fremadrettet. 

Kl. 10.12

Vestjyde var heldig - kan se frem til millioner på kontoen

Der er nok en borger i Ringkøbing-Skjern Kommune, der smiler lidt ekstra i dag. 

I hvert fald havde en vestjyde, bosat i kommunen, syv rigtige i lørdagens Lotto-trækning, og det udløser førstepræmien på otte millioner kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse. 

- Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge. 

- Når man vinder et stort beløb hos os, står vores særlige rådgivere klar til at sikre, at man får en god start på det nye kapitel i tilværelsen som millionær – eller mangemillionær, siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto, i pressemeddelelsen.

Kl. 08.55

Børnehus stod i flammer natten til lørdag

Et børnehus på Solvænget i Frederiks mellem Karup og Viborg stod natten til lørdag i flammer.

- Huset består af tre bygninger. En del af dem er forholdsvis uskadt, mens to lokaler i den midterste del er fuldstændig udbrændt. Og så er der vand- og sodskader også, fortæller indsatslederen fra Midtjysk Brand & Redning, Vagn Erik Jensen.

Lige nu arbejder politiet på at finde årsagen til branden. En teori er, at branden kan være startet udenfor, muligvis i et bordbænkesæt.

Kl. 07.24

30-årig sigtet efter værtshusvold i Viborg

En 30-årig mand sluttede natten i politiets varetægt efter en tur på Vesterbro Pub i Viborg. 

Manden blev anholdt efter han angiveligt skulle have givet en anden værtshusgæst et knytnæveslag i ansigtet, så det 28-årige offers tænder blev slået løse. 

Han blev sigtet for vold og brud på knivloven, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch. 

Manden erkendte, ifølge vagtchefen, tidligere kriminalitet med både vold og kniv.

- Så han er kendt for at slå på tæven, siger vagtchefen. 

Derfor er politiets jurister også nu ved at undersøge, om manden kan fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 

Kl. 07.12

Danskere opfordres til at anmelde skadelige larver i fødevarer

Peberfrugter købt i danske supermarkeder kan have været dyrket i alt fra Spanien til Marokko, og det kan insekterne i dem også.

Derfor opfordrer Landbrugsstyrelsen danskerne til at anmelde det, hvis de ser underlige insekter i fødevarer. De hører nemlig ikke til i Danmark, oplyser chef for Planter og Biosikkerhed i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.

- Det værste, der kan ske, er, at insekter defineret som karantæneskadegørende etablerer sig her i landet. Det kan gå ud over vores natur, eksport og planteproduktion og alt det, vi godt kan lide. Det vil vi gerne beskytte, siger hun.

Det sætter Landbrugsstyrelsen fokus på i forbindelse med FN's Internationale Plantesundhedsdag 12. maj.

Dyrene er ikke farlige for mennesker, men er skadelige for naturen, siger Kristine Riskær.

- De skal ikke sprede sig ud i naturen til andre planter. Så vi opfordrer borgere til at anmelde det og sende et billede med, hvis de ser et mærkeligt insekt i en fødevare, siger hun.

Insekterne kan anmeldes på landbrugsstyrelsen.dk eller plantesundhed.dk.

Kl. 06.14

Speciel uddannelse i Thy i fremgang trods landsdækkende udfordring

Det bliver sværere at få en uddannet organist til at sætte sig til tangenterne ved orglerne i landets folkekirke. 

Sådan lyder det fra både Organistforeningen og Dansk Organist og Kantor Samfund, der repræsenterer organisterne i folkekirken.

- Det har stået på i flere år, men nu ser vi, at det bliver værre, siger Ingrid Gramstrup, der er formand for Organistforeningen.

Der er nemlig flere, der skal på pension, end der er nye, som står klar til at tage over.

- Det betyder, at der ikke kommer nye til, og så bliver manglen bare værre, siger Ingrid Gramstrup om den bekymring, som foreningen har.

Alligevel er der svag optimisme at spore hos rektoren på kirkemusikskolen i Vestervig i Sydthy. Martin Gade oplever, at flere vælger uddannelsen som organist og kirkemusiker til.

Han lukker dog ikke øjnene for den akutte mangel på uddannede.

- Selvom vi har et fornuftigt optag, så kan vi ikke på kort sigt løse det problem, der er. Det er lidt ligesom at plante juletræer - vi kan plante dem nu, men der går lang tid, før de kan bruges som juletræer, siger han.

11. maj 2024 kl. 21:57

Du kan se nordlys igen i nat

Igen i nat er der mulighed for at se nordlys, da den kraftige geomagnetiske storm over landet fortsætter.

Det skriver TV 2 Vejret. 

Lørdag aften og natten til søndag peger prognoser på, at der kommer få skyer efter solnedgang, og derfor er der gode udsigter til at se nordlyset endnu en gang.

Mange Midt- og vestjyder så nordlyset natten til lørdag, og igen i nat kan du være heldig at se det flotte fænomen. 

Indtil da kan du nyde billeder fra landdelen eller denne flotte video, som en seer, har sendt til TV MIDTVEST. 

11. maj 2024 kl. 20:25

Ledelse på Kærshovedgård svarer på kritik

Flere tidligere ansatte på udrejsecenteret Kærshovedgård fortæller, at forholdene på centerets 'omsorgsafdeling' var under al kritik,. 

Den tidligere ansatte Keld Hansen beretter om en afdeling, hvor svage borgere boede under hygiejnemæssige forhold, som han vurderede som sundhedsskadelige. 

Men det billede kan ledelsen på Kærshovedgård ikke genkende. 

Det skriver en pressemedarbejder på vegne af ledelsen i en mail. 

- Vi kan ikke genkende billedet af rengøringsforholdene som tegnes i kritikken, og vi har ikke på noget tidspunkt modtaget klager om noget, der afspejler de forhold, som beskrives i artiklen.

- Forholdene på Kærshovedgård skal være efter de gældende regler, og oplever man som beboer eller ansat, at det ikke er tilfældet, skal man altid rette henvendelse til ledelsen på Kærshovedgård med henblik på at gøre opmærksom på dette, står der i et skrifteligt svar til TV MIDTVEST. 

11. maj 2024 kl. 18:45

Bjerringbro vinder første kamp om ligaplads

Bjerringbro FH og Holstebro Håndbold mødte lørdag hinanden i kampen om en plads i Kvindeligaen. Bjerringbro FH har spillet den seneste sæson i ligaen, og kæmpede dermed om at beholde deres plads, imens Holstebro Håndbold har spillet 1. division, og nu har en mulighed for at rykke op.

Dagens kamp blev spillet i Bjerringbro. I den første del af kampen var holdene meget lige og skiftes til at føre, men i slutningen af første halvleg begyndte Bjerringbro FH at trække fra modstanderholdet.

Første halvleg sluttede 21-16, og hjemmeholdets føring fortsatte i anden halvleg. Kampens slutresultat blev 38-30 til Bjerringbro FH.

- Det er selvfølgelig rigtig, rigtig dejligt. Vi har drømt om, at vi kunne få den første sejr - nu står vi med gode kort på hånden. Men der er stadigvæk en ny kamp næste weekend, siger Bjerringbro FHs cheftræner, Jesper Bangshøi.

Næste kamp imellem de to hold bliver spillet i Holstebro den 18. maj.

11. maj 2024 kl. 17:34

Sandskulpturfestival åbner i dag

Sandskulpturfestival 2024
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Sandskulpturfestivalen i Søndervig er igen åben. 

I lørdagssolskinnet åbnede festivallen for besøgende for 21. år i træk.

I år er temaet ”Verdens vildeste dyr.”

I 15 dage er der arbejdet med at stampe sand til figurene, og bagefter bruger de i alt 33 kunstnere elleve dage på at forvandle de store sandbunker til kunstværker.

Sidste år kunne festivallen holde 20-års jubilæum og her blev skulpturerne besøgt af 120.000 gæster i løbet af sommeren. 

Arrangøren forventer mindst ligeså mange besøgende i år.

11. maj 2024 kl. 16:11

Ikast taber DM-semifinale

Kvinderne fra Ikast Håndbold tabte DM-semifinalen mod Team Esbjerg. 

Det er det første opgør af DM-semifinalerne, som midtjyderne altså endte med at tabe 35-24. 

Læs mere om kampen og reaktionen fra en spiller her: 

11. maj 2024 kl. 13:15

Blinde beboere sad i andres afføring

Afføring på toiletbrættet, madrester på gulvet og direkte sundhedsskadelige forhold.

Det er nogle af de ting, som Keld Hansen beskriver fra sin tid som social- og sundhedsassistent på udrejsecenter Kærshovedgård.

Her arbejdede han i udrejsecentrets omsorgsafdeling i seks måneder, indtil hans kontrakt udløb i november sidste år. 

11. maj 2024 kl. 12:05

BSH-keeper får landsholdsdebut efter Kevin Møller-afbud

Den 21-årige målmand Mikkel Løvkvist fra Bjerringbro-Silkeborg (BSH) har udsigt til debut på A-landsholdet, når Nikolaj Jacobsens tropper lørdag eftermiddag møder Norge i en testkamp på udebane.

Løvkvist erstatter Kevin Møller, der lørdag formiddag har været nødt til at rejse hjem af personlige årsager.

Det oplyser DanskHåndbold i en pressemeddelelse.

Kevin Møller var selv kommet med i truppen på et afbud, efter at Niklas Landin forlod landsholdslejren på grund af en blødning på nethinden.

Mikkel Løvkvist haster til Oslo for at agere keeperduo med Emil Nielsen.

11. maj 2024 kl. 12:03

Pattegrise blev vist frem - og så aflivet

Landbruget indtog fredag midtbyen i Holstebro i anledning af byen 750-års jubilæum.

Det var Holstebro Struer Landboforening, der viste sig frem, blandt andet med et grisevæddeløb.

Men nu er de fire pattegrise fra væddeløbet aflivet. 

11. maj 2024 kl. 07:51

Hovedvej spærres i tre uger

En fem kilometer lang strækning på rute 11 Aalborgvej spærres i tre uger fra søndag aften.

Det skriver Vejdirektoratet på deres hjemmeside. 

Strækningen skal have lagt ny asfalt, og det forventes at tage cirka tre uger. 

Helt præcist er der tale om strækningen mellem Skovsted og rute 29 Hjardemålvej ved Østerild nord for Thisted.

Arbejdet begynder med afspærring af strækningen søndag aften den 12. maj, hvorefter selve vejarbejdet begynder mandag den 13. maj klokken 07.00 og kommer til at strække sig over cirka tre uger afhængig af vejret.

Vejdirektoratet skriver, at arbejdet skal ende ud i en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

11. maj 2024 kl. 07:41

Nordlys ramte landsdelen

Et kraftigt nordlys kunne natten til lørdag ses over store dele af det midt- og vestjyske. 

Du kan læse årsagen til det kraftige lys og se billederne i artiklen herunder:

10. maj 2024 kl. 22:39

Trods fem nederlag på stribe: Træner tror på det

Håndboldkvinderne fra Ikast Håndbold har mødt Team Esbjerg fem gange i denne sæson, og fem gange er det endt med nederlag.

Men cheftræner Kasper Christensen tror på, at sjette gang er lykkens gang, når Ikast lørdag eftermiddag spiller på udebane mod storfavoritterne i den første DM-semifinale.

- De har et ekstremt højt topniveau og et meget stabilt bundniveau. Esbjerg spiller sjældent en dårlig kamp. Det kalder på, at hvis vi skal have en chance for at vinde, og det tror vi på, at vi har, så skal vi spille vores topniveau og meget stabilt uden udfald, for Esbjerg er utrolig kyniske, udtaler træneren til Ikast Håndbolds hjemmeside.

Semfinalen spilles lørdag klokken 14.

10. maj 2024 kl. 20:14

Stærekasse blev ved med at tage billeder

En af de såkaldte stærekasser, der skal snuppe fartsyndere, er lige nu ude af drift, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Den var begyndt at tage billeder af de fleste forbipasserende - ikke kun fartsyndere.

Stærekassen står et sted langs hovedvejen mellem Herning og Ringkøbing, men den er nu dækket helt til, så den ikke kan tage billeder af bilerne.

10. maj 2024 kl. 20:10

Beboere hjemme igen efter gasudslip

Midt- og Vestjyllands Politi måtte fredag evakuere beboerne i flere huse i Nørre Snede efter et brud på en gasledning i området. Gasudslippet skete på Fællesvej i Nørre Snede.

Gasudslippet er stoppet, og beboerne er nu hjemme igen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST kort før klokken 20 fredag aften.

10. maj 2024 kl. 18:44

Herning-bryder misser OL

Det danske OL-håb Turpal Bisultanov kommer ikke til OL i Paris.

Fredag tabte Herning-bryderen til polske Arkadiusz Kulynycz ved et kvalifikationsstævne i tyrkiske Istanbul, og dermed forsvandt det sidste håb.

Det er første gang siden 2004, at Danmark ikke sender mindst en bryder til OL, skriver Danmarks Brydeforbund på Facebook.

22-årige Turpal Bisultanov startede bedst, men polakken indhentede danskeren og vandt matchen i græsk-romersk, 87-kiloklassen, med 6-5.

Kampen var den første af to, som Bisultanov skulle have vundet fredag for at have kvalificeret sig til OL. Bisultanov vandt torsdag tre kampe, men tabte siden en direkte kamp om en OL-billet til belaruseren Kiryl Maskevich. Han fik en ny chance fredag, men den blev altså ikke udnyttet.

Bisultanov har flere gange vist, at han tilhører verdenseliten. Han er tidligere europamester og har også vundet VM-sølv.

Den 22-årige bryder flygtede fra Tjetjenien til Danmark i 2008. Han fik dansk statsborgerskab sidste år efter lang tids venten. Det danske pas var en nødvendighed for, at han kunne jagte OL-drømmen.